I dag
Mere end halv, men endnu ikke fuld — en måne, der buler ud i den ene side. Den står op om eftermiddagen og bliver på himlen til hen mod daggry. Fra nu af bliver måneskinnet mærkbart kraftigere og begynder at skylle de svageste stjerner og Mælkevejen væk. Har du planlagt en stjerneaften, er den bedre placeret i dagene omkring næste nymåne end i denne uge. Til gengæld vokser Månen selv en smule hver eneste nat, så kigger du op på samme tidspunkt nogle dage i træk, kan du se forskellen med det blotte øje.
Næsten fuld, men ikke helt endnu. Traditionelt har det været tiden, hvor man ikke begynder på noget nyt — skal du forfine det, du allerede har, og sætter noget andet i gang ved siden af, ender begge dele halvfærdige. Når noget nærmer sig sin afslutning, bliver det kedeligt, og lige der ser nye planer usædvanligt tillokkende ud; selve den fristelse hører til her. Vælg i dag én ting, der er tæt på at være færdig, og skub den helt i mål. At gøre færdigt koster langt mindre kraft end at begynde forfra.
Efterhånden som Månen bliver lysere, viskes de svage himmelobjekter ud et efter et — men til gengæld er det nu, det bedst kan betale sig at følge Månen selv fra aften til aften. Kigger du op fra samme sted på samme tid nogle dage i træk, kan du se terminatoren flytte sig hen over overfladen dag for dag: et krater, der i går lå i skygge, ligger i dag i fuldt lys. Fotograferer du, brænder automatikken næsten altid skiven hvid, så sæt eksponeringen to-tre trin ned. Månen er et langt kraftigere motiv, end man regner med.
Når skyggegrænsen krydser Mare Imbrium, stiger krateret Copernicus op af skyggen. Det er omkring 90 km i tværmål og ligger midt i et mørkt hav, så den lyse ring står tydeligt selv i en håndkikkert. Nordpå har Plato en usædvanlig mørk bund og ligner en sort oval. Omkring tiendedagen får kun toppene i Jurabjergene, der omkranser Sinus Iridum, Regnbuebugten, sollys først, og over den endnu skyggelagte bugt hænger det som et krummet håndtag — de dage kalder observatører Det Gyldne Håndtag, og formen fanges også i en håndkikkert.
Nær skyggegrænsen stryger sollyset hen over overfladen, så skyggerne bliver mange gange længere — månens terræn ses bedst, når det ligger ved skyggegrænsen, og ikke ved den lyseste fuldmåne. Grænsen flytter sig omkring 12 grader i døgnet, så det terræn, der står her, giver plads til det næste i løbet af tre-fire dage. Datoerne for de kommende faser nedenfor er netop de dage, hvor denne liste skifter.
Bævermånen. Navnet på den måned, hvor bæveren gør sin dæmning færdig inden vinteren — og hvor mennesker skulle have deres egne vinterforberedelser på plads. Nogle steder kaldte man den frostmånen. Nætterne er blevet længere lige siden sommersolhverv, men det er nu, man for alvor mærker det, og fuldmånen bliver længe på himlen og står højere end før — stik modsat sommerens fuldmåne. I Danmark hed november slagtemåned, af samme grund: forrådet skulle på plads.
⚠️ Navnene stammer fra årstiderne i de tempererede egne på den nordlige halvkugle (Nordamerika og Europa). På den sydlige halvkugle er årstiderne omvendt, så navn og virkelig himmel ikke passer sammen: januars ulvemåne falder dernede midt i højsommeren, og julis bukkemåne midt om vinteren. Det er derfor, vi ikke bare overtager navnene, men kun præsenterer dem. Og det er ikke kun navnene, der ikke passer — himlen vender også om. Junis fuldmåne, som herfra ses lavt over horisonten, går dernede højest af hele året, og høstmånens virkning, at Månen står op på næsten samme tid flere aftener i træk, kommer der ikke i september, men i marts. Kigger du op fra den side af kloden, så læs kalenderen et halvt år forskudt.
Spørg mere
Beregnet i realtid ud fra rigtig måne-banemekanik — ikke en fast tabel, datoerne rykker sig lidt hvert år.