Slå din drøm op blandt 150 symboler fra en bog fra 1901
Dyr
En due, der bygger rede, står for ro i huset og for strid, der lægger sig. En due, der kommer med noget i næbbet, varsler forsoning med en, der er langt væk, eller et kærkomment bud.
Tonen sættes af, om de var i par, eller om én kurrede alene. To duer, der bygger rede side om side, er et forløb, hvor et forhold, der havde skævet, finder sit leje, mens en enlig, klagende kurren blev læst som et sind, hvis holdepunkt er blevet tomt. En flok hvide duer peger på en tid, der glider stille forbi, og vedvarende kurren på taget på et hus, hvor snakken går lunt. Kommer en flyvende med noget i næbbet, er billedet, at det ord, man ventede på, er på vej. Lander en udmattet og med nød og næppe, er forsoningen der, men uden lettelse, og bliver en siddende i vindueskarmen, er fortællingen allerede nået helt hen til en. Duen har siden gammel tid været den fugl, mennesker sendte foran den hånd, de selv rakte frem. Fra fortællingen om den, der kom tilbage med et blad efter vandfloden, til brevduerne har det været sådan, og derfor er den hæftet på det sted, hvor striden ender. Bagefter kan man se, om der er nogen, man selv burde tage kontakt til først.
Det samme tegn læses forskelligt fra menneske til menneske. For den, der voksede op bange for hunde, kan en hund umuligt betyde det samme som for den, der voksede op sammen med hunde. Derfor kommer det, man selv har oplevet omkring det tegn, forud for enhver forklaring i et leksikon. Dernæst kommer følelsen. Efter et par dage falder handlingen som regel fra hinanden, og tilbage står kun, om man var bange eller tryg, om man havde travlt eller mærkede savn. At der dukkede en slange op, siger mindre end, om man var skrækslagen eller rolig netop da. Og da en drøm spredes hurtigt i løbet af få minutter efter opvågningen, gør det en stor forskel, om man skriver så lidt som en enkelt linje ned, straks man åbner øjnene. Man behøver ikke forsøge at få styr på scenerne, for de ord og den stemning, der dukker op, rækker rigeligt. Når man bruger dette leksikon, er det også bedre ikke at læse et opslagsord for sig, men at lægge det ved siden af den følelse, der blev tilbage, og se, om det passer. Kom der flere tegn, kan man hellere folde nogle af dem ud samtidig og lede efter den linje, de deler. Passer det ikke, så passer det ganske enkelt ikke.
Hvis det samme mareridt vender tilbage uge efter uge, hvis kroppen ofte ikke lader sig røre, når man falder i søvn eller vågner, eller hvis man vågner flere gange hver nat, så dagene bliver ved med at være tunge, er det ikke noget, drømmetydning løser. Det betyder ikke, at det er noget skræmmende, men at det ikke er den slags sag, der bliver bedre af, at man slår et tegn op. Varer en sådan tilstand i månedsvis, er det værd at tale med en, der arbejder med søvn. Selv om det ikke er stort, må man gerne spørge. Dette leksikon er læsestof for fornøjelsens skyld, ikke en konsultation. Intet opslagsord her fortæller noget om tilstanden i ens krop eller sind.
Denne liste stammer fra »Ten Thousand Dreams Interpreted«, som Gustavus Hindman Miller udgav i USA i 1901. Den har form af et leksikon, hvor tegn står som opslagsord med en kort tydning til hvert af dem, og ophavsretten er udløbet, så i dag er det frit materiale, som enhver kan læse. Skelettet i tydningerne her er den bog; kun sætningerne er skrevet om til moderne dansk. Om, hvem Miller var som menneske, er der ikke bekræftet meget, så det lader vi ligge. Sikkert er derimod, at listen er dokumentet fra en bestemt tid og en bestemt kultur. I datidens USA blev sådanne drømmebøger solgt bredt som folkelige udgivelser, og denne var en af dem. Derfor hælder farven i tydningerne ofte mod det, der optog folk dengang: husholdning, handel og giftermål. Af samme grund læser en anden egn det samme tegn anderledes. Den koreanske skik med at se en grisedrøm som varsel om ejendom eller at holde taemong for sig findes slet ikke i denne liste. Det handler ikke om, hvilken side der har ret; se det som en liste med tydelig oprindelse.
Spørg mere
Traditionel drømmesymbolik, offentlig kilde fra 1901.